550

Klubbens historieUdskriv side

Oprindelse:

Houlbjerg/Laurbjerg IF (HLIF) blev stiftet d. 12. august 1971. Klubben er en sammenslutning af Laurbjerg Idrætsforening og Houlbjerg Gymnastikforening.

Laurbjerg Idrætsforening blev dannet i maj 1906 på initiativ af tobakshandler Kr. Braad, Laurbjerg, mejeribestyrer Chr. Sørensen, Spørring, tømrermester Jens Jensen, Silkeborg og kroejer Marius Jensen, Bloksbjerg. I starten gik klubben under navnet "Skjold". Laurbjerg IF's mest markante person gennem årene var bager Ib Korreborg. I 1966 talte klubben 220 aktive medlemmer fordelt på tre idrætsgrene, fodbold, håndbold og gymnastik.

Houlbjerg Gymnastikforenings stiftelse er ukendt. Der findes medlemsprotokoller tilbage fra 1934, hvor foreningen havde 385 medlemmer fordelt på flere idrætsgrene. På det tidspunkt blev der spillet fodbold ved skoven eller på en pløjemark. Fra midten af 1940'erne og til slutningen af 1960'erne satte personer som Svend " Gartner" Jensen, Jens "Rytter" Petersen og Jens Busk deres store præg på klubben.

Initiativet til sammenlægningen af de to klubber kom fra Laurbjerg IF. Klubbens daværende formand Erling Fibæk luftede ideen for købmand Kaj Andersen, som var succestræner i Houlbjerg GF. Idéen blev godt modtaget, og i 1971 var sammenlægningen en realitet. Laurbjerg IF var på det tidspunkt kørt i sænk både sportsligt og økonomisk, men klubben havde i forhold til Houlbjerg GF en stor ungdomsafdeling, og på den måde havde begge klubber noget at tilbyde hinanden.

Storhedstid/profiler:

Houlbjerg/Laurbjerg IF’s storhedstid i 1970'erne blev grundlagt i 1968 med ansættelsen af den lokale købmand Kaj Andersen som træner. Da han blev spurgt, om han ville være træner, lød svaret: - Jeg vil gerne træne med Jer, men min løn skal være oprykning og alle på træningsbanen to gange om ugen. Som sagt så gjort. Under købmandens kyndige og seriøse ledelse rykkede klubben op i rækkerne, og byen kom på fodboldlandkortet. Det, der startede som et pusterum fra arbejdet i butikken, blev en hobby, som tog en meget stor del af Kaj Andersens tid. Samlingspunktet igennem alle årene var hans købmandsbutik. Her mødtes fodboldspillerne, og købmanden selv var altid parat til at diskutere fodbold med kunderne. I 1977 – efter ni år på trænerposten – valgte Kaj Andersen at sige stop som førsteholdstræner. Kaj Andersen flyttede til Århus, hvor han stadig via avisen følger med i, hvordan det går HLIF.

På banen havde Lars Daugaard en væsentlig andel i klubbens mange oprykninger. Han fik allerede debut som 15-årig og tog hele vejen fra serie 3 til danmarksserien. Større klubber som AGF, Silkeborg og Randers Freja viste tidligt interesse for den talentfulde angriber, men han valgte at spille videre for landsbyklubben og bidrog med sine mange mål til de flotte resultater. I 1977 sluttede han sin aktive karriere på grund af rygproblemer, men han vendte tilbage på banen i 1979 – nu som spillende træner for klubbens førstehold. Sammen med Jørgen Nielsen, en anden af HLIF’s store spillere, udgjorde de en dygtig spillende trænerduo, som i 1980 førte 1. holdet tilbage i serie 1.

Børge Jensen var også en del af succesholdet og med til at rykke op i rækkerne. Han er stadig aktiv på klubbens Old Boys hold og kan i 2004 fejre et imponerende 50 års jubilæum som spiller i Houlbjerg/Laurbjerg IF. Børge Jensen har desuden i mange år været holdleder for førsteholdet i herresenior.

Bent Thomassen - bedre kendt som Mester - er kort og godt Mr. Houlbjerg. Han har igennem årene varetaget en lang række opgaver i klubben. Mester har altid haft overskud til at trække et stort læs med nogle af de mange pligter, der er i en idrætsforening. Af nogle af Mester’s mange gøremål kan nævnes: dommerpåsætter til ungdomskampe, præmiewhistarrangør, kampfordeler i 24 år, opkridtning af baner i ca. 40 år, medhjælper til fodboldskolen. Mester er altid villig til at gi’ et nap med, og han er for sin frivillige indsats i klubben blevet hædret med JBUs og DBUs sølvnål. Ved siden af alt dette, har Mester også en stor karriere bag sig på fodboldbanen. Mester var en af stamspillerne på juniorholdet, der var fundamentet til HLIF’s storhedstid.

Målmand Peter Buganski - også kaldet "Katten". Han debuterede på klubbens nyoprykkede danmarksseriehold i 1976, og siden har han været fast mand mellem stængerne på klubbens førstehold, som i dag befinder sig i serie 4. Det er indtil videre blevet til mere end 700 kampe for Houlbjerg/Laurbjerg IF.

Lokalsamfundet:

Før sammenslutningen havde Houlbjerg GF og Laurbjerg IF hver for sig trange kår med få baner og begrænsede omklædningsfaciliteter. Ved frivillig arbejdskraft anlagde medlemmer af Houlbjerg GF i 1970 det nuværende stadion, som senere skule blive skueplads for mange spændende og seværdige kampe.

I 1975 overtog HLIF en ledig lærerbolig ved Houlbjerg Skole og indrettede den som klubhus. Omklædningen skete stadigvæk på skolen. I 1982 blev der bygget omklædningsrum i forlængelse af klubhuset. Både stadion- og klubhusprojektet kom kun i stand takket være en ihærdig indsats fra medlemmerne - med Egon Heegaard og Bent "Mester" Thomassen som de store foregangsmænd. 

Netop opbakningen til fodboldklubben har altid været bemærkelsesværdig i det lille lokalsamfund, som tæller godt 300 indbyggere. Da klubben i midten af 1970’erne havde sin storhedstid, var det ikke noget særsyn, at indbyggertallet i Houlbjerg blev mere end fordoblet, når førsteholdet spillede kamp. Den fodboldglade by levede og åndede for fodbold og fulgte byens stolthed i tykt og tyndt.

Højdepunkter:

Få fodboldklubber har gjort en lynkarriere som Houlbjerg/Laurbjerg IF. Med den lokale købmand Kaj Andersen som træner rykkede klubbens førstehold indenfor en kort årrække fra de lavere serierækker og helt op i danmarksserien. En bedrift uden sidestykke, som bragte landsbyen på alles læber, og som fik masser af spalteplads i aviserne. Klubbens storhedsperiode startede i 1968 med oprykning til serie 1, og to år senere, i 1970, blev adgangen til jyllandsserien sikret sammen med det jyske mesterskab. Som jyllandsseriehold var HLIF i 1972 tæt på at skabe en sensation i landspokalturneringen, da Akademisk Boldklub fra toppen af 2. division måtte ud i omkamp for at hive en sejr i hus over landsbyholdet.

Oprykningen til danmarksserien kom i 1975. I overværelse af hele 2200 entusiastiske tilskuere på Houlbjerg Stadion blev Bramminge besejret 3-0 i den afgørende kamp. Dermed var klubben at finde i landets fjerdebedste række. En usædvanlig præstation af en klub i en by med kun godt 100 husstande. Årsagen til klubbens succes var et enestående sammenhold, hvor flere af spillerne havde spillet sammen siden ungdomstiden – bl.a. profilerne Lars Daugaard og Børge Jensen. Flere af spillerne kunne have drevet det vidt og begået sig på divisionsniveau. Men klubfølelsen vejede tungest.

Opholdet i danmarksserien blev kun en sæson. HLIF måtte allerede efter et år tage turen ned i jyllandsserien, hvilket i øvrigt på det tidspunkt var første gang, at klubbens førstehold oplevede en nedrykning. Siden hen kom flere til, og i dag spiller klubbens bedste hold i serie 4. Alt i alt kan HLIF i dag mønstre 160 fodboldmedlemmer fordelt på 2 herreseniorhold, et Old Boys hold, et dameseniorhold og ungdomshold fra junior og nedefter.

Klubben har fra sæsonen 2004 indledt et holdsamarbejde med Langaa IK, som omfatter drenge, herrejunior og herresenior (LHL 2004). På ungdomsholdene var der ikke nok spillere til at stille et 11-mands hold, og hvis seniorafdelingen også skulle overleve på sigt var det naturligt, at førsteholdet i senior også blev en del af samarbejdet.

Læs mere om HLIF og andre klubbers historie her.

Nyt fra HLIF Fodbold
Efterårets kampprogram på Houlbjerg Stadion
Programmet for efter ...
Flot nyt spilletøj til U13 drengene.
HLIF´s U13 fodbolddr ...


Nyt fra HLIF Gymnastik
Vigtig information om Zumba i HLIF
Der er kommet væsent ...
Tilmelding til Zumba i HLIF
Da vi har oplevet st ...


Nyt fra HLIF Håndbold
Så starter håndboldsæsonen igen
Sommerferien er slut ...
Opstartsstævne for dame senior håndboldspillere i September.
Indbydelse til opsta ...


Sponsorer